Interview med Etta Cameron


Musikalsk kvalitet er at have noget på hjerte. De forskellige stilarter svarer til sprogets dialekter, for musik er et kommunikationsredskab,” siger Etta Cameron, der ved siden af en flot karriere underviser i sang på Rytmisk Musikkonservatorium i København.

Hun har altid nydt og dyrket alle musikalske genrer, fra Duke Ellington og gospel til Mozart, og hun forstår i det hele taget ikke ”den underlige skævvridning”, der gør den rytmiske musik til en slags musikalsk underhund. ”I musik er kvalitet ikke det samme som dygtighed eller virtuoseri, for musik handler om at røre nogen – om det så bare er een person. Folk, der lytter, har forskellige opfattelser, hvis dansktopmusik er spillet med den kvalitet, man forventer, har den fortjent sin plads,” mener sangerinden. Dermed afviser hun de musikere og musikelskere, som med stramt afsæt i deres egen genre afviser andre med dommen: Dårlig smag.

”Jamen, det er jo den samme energi, der kører i alle former for god musik, derfor virker genreopdelingen kunstfærdig. Der er ingen grund til at betragte klassisk musik som ”finere”, blot fordi der er ”fornemme” sociale signaler omkring den klassiske koncertformn – du ved, med publikum i høj hat og smoking. Der er da også rytme, puls og drive i klassisk musik,” siger Etta Cameron med et drilsk smil. Og hun tilføjer: ”Men rytmiske musikere og deres publikum kan komme på bare fødder og være sig selv.” Trods den store forskel på rammerne mener hun bestemt ikke, at en komponist som Beethoven stod for borgerlig æstetik. Det gode selskab eller ej.